”Pokaltuneringen – Den hurtigste vej til Europa”

”Pokaltuneringen – Den hurtigste vej til Europa”

31. august 2021

Pokaltuneringen har sit eget liv. De små kan slå de store, og det skaber nogle helt unikke momenter i fodbolden.

Jeg stod selv på stadion tilbage i 2016, hvor vi mødte Lyngby og kan stadig huske den følelse, da først Mikkel Dahl udligner til 3-3 og Patrick Bang siden scorer til 4-3.

Det er netop disse øjeblikke som gør pokalen så vanvittig.

 

Dengang spillede vi 2.division, og Lyngby var i Superligaen. Til dagens kamp er det igen 2 hold, hvor der er næsten samme afstand i rækker, som det var i 2016.

Århus Fremad kommer på besøg, som til daglig huserer i 2.division, og der er lagt op til en rigtig svær kamp på papiret. Vi er dog helt opsatte på, at skabe nøjagtig den samme ”sensation”.

Vi har helt friske ben efter at VRI meldte afbud her i weekenden, og med de typer vi har. Både defensivt og offensivt. Så er jeg sikker på at vi kan drille Fremad og gøre kampen rigtig spændende.

Vi skal tage det for den oplevelse det er, at møde et højere rangeret hold og prøve vores chance af. Vi er ikke favoritter, og kan kun positivt overraske. Det er jeg sikker på at vi gør.