Kjellerup IF forlænger aftalen med populær U19 Træner
Foto: Kjellerup IF forlænger aftalen med populær U19 Træner

09. oktober 2020

I denne uge har Anders Jespersen sat sin underskrift på en ny aftale med Kjellerup IF. Anders Jespersen har siden sommeren 2020 stået i spidsen for U19 drengene. Aftalen løber frem til sommeren 2021.

”Vi er rigtige glade for et kunne lande en ny aftale med Anders. Han er stærk fodboldfagligt og en fantastisk fyr. Han er utrolig velforbedret og er en inspirerende person for spillerne. ” Fortæller Preben Götz Mikkelsen fra Seniorudvalget. 

”For mig er det en selvfølge at forlænge. Vi er i gang med noget rigtig spændende, ikke kun på U19, men i hele seniorafdelingen. Jeg nyder at arbejde med de unge ”voksne” og samtidig kan give min erfaring videre, ikke kun på banen, men også til tingene udenfor banen. Jeg er en kæmpe nørd når det kommer til fodbold, og jeg elsker at blive udfordret på mine ideer og tanker. Dertil er det en stor gevinst at jeg har nogle gode trænerkollegaer, som jeg kan sparre med. Jeg har nogle store ambitioner med mit fodbold, og i KIF kan jeg gå og holde lidt øje med eliten. Få et indblik i hvad det kræver. Så jeg er helt på den rette hylde”, Siger Anders Jespersen.

Cheftræneren har trods sin korte tid i klubben allerede haft stor indvirkning på sine trænerkollegaer og samarbejder med samtlige hold i Kjellerup IF.  

”Med Anders i klubben bliver hele organisation udfordret på den gode måde. Han er nysgerrig, videns begærlig og engageret. Han er en fantastisk sparringspartner for sine trænerkollegaer og er meget moderne og nytænkende som person” Udtaler Preben Götz Mikkelsen. 

Drengene spiller i Liga 2 og Anders har fået skabt den kultur og det udviklingsmiljø som klubben ønsker for dens yngre medlemmer. Allerede nu har flere af drengene optrådt på både Serie 2 og Serie 3 med stor succes. Enkelte har også trænet med Eliten, hvilket vidner om det tætte samarbejde. 

”Kjellerup IF har til målsætning at skabe de bedste forudsætninger for vores unge drenge. Vi er utrolig stolte over at kunne mønstre et U19 Hold, men samtidig også at kunne give spillerne de bedste forudsætninger og egenskaber. Anders’ indstilling og samarbejdsevner med de øvrige seniorhold, gør overgangen til seniortilværelse meget flydende.” Siger Preben Götz Mikkelsen.

Anders Jespersen er i gang med at gøre sin B-trænerlicens færdig. U19 holdet skal i aktion den 9. oktober i en svær udekamp mod NUGF/Foulum.